Salat med røget makrel

Efter to dages internatkursus med alt for meget mad og for lidt bevægelse føler jeg mig ganske oppustet og forspist. Derfor skulle middagen i dag stå på noget nemt, let og lækkert, hvorfor jeg har valgt at lave en salat med røget makrel.

Jeg bruger hyppigt rejer eller laks i mine salater, men i dag havde jeg lyst til noget nyt og da jeg aldrig tidligere har brugt makrel skulle det prøves i dag.

Resultatet blev ganske vellykket og det er ikke sidste gang jeg serverer salat med røget makrel, overvejer allerede så småt at inkludere salaten i dette års påskefrokoster.

Salat med røget makrel til 2 personer

  • 1/2 pose økologisk salatblanding
  • 1 avocado
  • 1 peberfrugt
  • 10-15 cherrytomater
  • 2 forårsløg
  • 3 æg
  • 1 røget makrel

Start med at koge æggene i 7 minutter, så er de smilende. Ønskes et hårdkogt æg koges de i 10 minutter. Når æggene er kogt hældes koldt vand over, det sikrer at æggene ikke koger videre.

Skyl og tør salaten, skær avocado og peberfrugt i tern og halver tomaterne og bland forsigtigt i salaten.
Pil den røgede makrel, vær omhyggelig med at der ikke kommer ben med og arranger makrellen ovenpå salaten.
Pil æggene og halver dem og læg dem ovenpå salaten.
Rens og snit forårsløgene i tynde skiver, drys over salatfadet.

Server evt. salaten med et stykke groft brød.