Nytår · Refleksion & nytårsfortsætter

Nytåret indbyder til refleksion og nytårsfortsætter!

Et helt nyt år – ja endda et helt nyt årti – kun et par dage gammelt ligger for vores fødder klar til at indfri vores ønsker og drømme….

Nytårsaften

Jeg håber, du har haft en dejlig nytårsaften som indfriede netop dine forventninger til aftenen.

Selv havde jeg en festlig aften sammen med min mand og en flok gode venner. Vi spiste lækker mad, blev underholdt med quizzer og livemusik og skålede til sidst nytåret velkomment efterfulgt af de obligatoriske kys og kram.

Refleksion eller nytårsfortsæt

Selv har jeg ikke deciderede nytårsfortsætter. Jeg vælger i stedet at stoppe op og reflektere over året, der er gået. Hvad der gik godt og hvad der gik mindre godt.
Hvad jeg gerne ville have haft mere af og hvad jeg gerne ville have været foruden?

Spørgsmål der automatisk leder mine tankerne hen på, hvad jeg ønsker mig af 2020.

Refleksion er nøglen til at kunne drage nytte af dine tidligere erfaringer.

Måske kender du den type, der gentager de samme fejltagelser den ene gang efter den anden? Det er ofte mennesker, der ikke giver sig tid til at sætte sig ned og tænke over, hvad der fungerer, og ikke mindst hvad der ikke fungerer. Ved at reflektere over de ting der sker i dit liv, åbner du op for, at du kan lære og derved vokse med dine erfaringer.

Refleksion ved årsskiftet

Når du reflekterer i forbindelse med overgangen til et nyt år, så giver det dig mulighed for at gøre status, over året der er gået. Det synliggøre, hvad du allerede har lært og hvad du kan lære af. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at du lærer både af dine fejltagelser og af dine succeser!

Kom godt i gang med egen refleksion

Hvis du synes det er svært at komme i gang, så har jeg herunder opremset nogle spørgsmål, du kan starte med at stille dig selv

  • Hvad lærte jeg sidste år?
  • Hvad opnåede jeg sidste år?
  • Hvad gjorde mig rigtig glad?
  • Hvilke personer har betydet meget for mig?
  • Hvilke præstationer er jeg mest stolt af?
  • Med den viden jeg har nu – hvad ville jeg så have gjort anderledes?
  • På hvilke måder bidrog jeg til familien/mit parforhold etc.?
  • Hvad var mine største udfordringer eller forhindringer?
  • Hvilke af disse udfordringer og forhindringer overvandt jeg?
  • Hvordan har de ændret mit liv?
  • Hvad har jeg lært af dem jeg ikke har overvundet?
  • Er jeg anderledes nu, end sidste nytår?
  • Hvad er jeg mest taknemmelig for?

Brug spørgsmålene som de er eller tilpas dem, så de passer til din situation og find meget gerne på flere.

Du kan med fordel skrive svarene ned. Gør du det, kan du tage dem frem igen ved næste årsskifte. Det gør det nemmere at reflektere over året der er gået…. Der er ingen der siger, at du kun kan/skal reflektere ved årskiftet. Du kan jo også vælge, at tage din spørgsmål og svar frem ved halvåret – for igen at reflektere…

Bliv din egen coach

Det at stille dig selv spørgsmål og svare på dem, er en yderst effektiv måde at coache dig selv på. Forhåbentlig kan det hjælpe dig, til at tegne et klart billede af hvad du ønsker for 2020.

Selve processen med at reflektere og samtidig sætte sig mål for fremtiden kan naturligvis bruges hele året og til hver en tid hvor du synes du trænger til et lille skub i den rigtige retning.

Du kan for eksempel vælge at dele din refleksion op i mindre bidder og gøre det hvert kvartal, du kan gøre det på din fødselsdag eller i forbindelse med jobskifte eller andre begyndelser på noget nyt.

Refleksion 2019 – 2020

Selv har jeg reflekteret en del over 2019. Over hvad jeg har erfaret både på godt og ondt,  og hvad jeg ønsker at tage med mig videre i 2020.

Det store spring

2019 blev året, hvor jeg sagde mit faste og trygge job op for at kaste mig ud i eventyret som selvstændig SEO specialist. Et valg jeg heldigvis ikke fortryder. Det er et hårdt og til tider ensomt arbejde –  men til gengæld giver det mig en helt unik frihed og styrke at være “herre i eget hus”. Jeg glæder mig til at dygtiggøre mig endnu mere i 2020 og hjælpe alle vores gode kunder i WorkingMedia.

Meditation & mindfulness

2019 blev også året, hvor jeg indspillede mine første guidede meditationer og afspændinger.

Jeg har allerede modtaget de første fine og varme tilkendegivelser fra de af jer, som har valgt at bruge mine lydfiler – og det gør mig så varm om hjertet og meget, meget glad.

Har du ikke allerede lyttet til mine meditationer og afspændinger, så kan du finde dem her

meditation og afspænding

Yogabloggens shop – nu med smykker

Jeg elsker smykker – og især smykker som giver mening – så da jeg blev tilbudt at indgå et samarbejde med Luna Ligaya takkede jeg med det samme JA.

Derfor blev det i 2019 muligt at købe et udvalg af Luna Ligayas smukke armbånd lige her på Yogabloggen.

Luna Ligaya har virkelig mange smukke smykker, – og der kommer hele tiden flere til. Så lur mig, om ikke 2020 bringer flere smukke smykker ind på Yogabloggen.

Du kan se udvalget af armbånd med sten og krystaller her

armbånd med sten og krystaller

Nordisk Yoga

2019 blev også året, hvor jeg skruede lidt mere op for min yoga undervisning hos Nordisk Yoga. Det har betydet, at jeg nu underviser 4 faste klasser om ugen + det løse i form af drop-in yoga m.m.

Jeg ser frem til at starte min undervisning op igen. Det at undervise giver mig en utrolig glæde og energi samtidig med at nærværet med andre glade yogier er utrolig livsbekræftende.

Godt nytår

Jeg ønsker dig et fantastisk og lykkebringende 2020.

Håber du også kan finde glæde og tilfredsstillelse i at reflektere over året der er gået og året der netop er startet.