Minestrone – mandagens suppe

En kedelig mandag eftermiddag med regn og slud indbyder i min optik til suppe. Jeg er pt. kørt en smule træt i blendede supper og havde i dag lyst til en mere fyldig en af slagsen, hvorfor mit valg faldt på minestronesuppe.

Minestronesuppe kan varieres i det uendelige alt efter hvad grøntsagsskuffen indeholder og hvad du har lyst til. Jeg holder dog på at der skal hvide bønner i en ægte minestrone – i hvert fald i min 😉

I morgen er jeg så heldig at være indbudt til en lille ølsmagning på et af Odenses – efter min mening – bedste ølsteder Carlsens Kvarter, så lur mig om ikke det kan gå hen og blive sent inden jeg her hjemme, så jeg har derfor valgt at lave rigeligt minestrone, så der er rester til i morgen.

Minestrone til 4 personer

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stængel bladselleri
  • 2 gulerødder
  • 1/2 aubergíne
  • 1/2 liter grøntsagsbouillion
  • 1 dåse cherrytomater
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 porre
  • 1 dåse butterbeans
  • en håndfuld spaghetti – eller anden pasta
  • parmesan

Start med at hakke løg og hvidløg fint. Skær herefter bladselleri, gulerødder og aubergine i mundrette tern og skær porren i skiver.

Svits løg og hvidløg i lidt olie i bunden af en gryde til løgene er klare. Tilsæt herefter resten af grøntsagerne og lad det stege under omrøring i små 5 minutter. Tilsæt herefter bouillion, cherrytomater, hakkede tomater og porre og rør forsigtig rundt.

Lad nu din minestrone simre i små 10 minutter inden du tilsætter pastaen og lader den koge med.  Lige inden pastaen er kogt færdig tilsættes de hvide bønner. Minestronen smages til, varmes igennem og serveres rygende varm toppet med reven parmesan.

Server gerne et lækkert, rustikt brød til…

minestronesuppe