En yogis bekendelse – min første løbeskade

Som jeg tidligere har skrevet om, løbetræner jeg efterhånden en hel del. I den forbindelse har jeg ved årsskiftet desværre måtte erkende, at jeg har pådraget mig min første løbeskade.
Den kom til udtryk ved, at jeg pludselig fik smerter i højre knæ i forbindelse med løb. Det startede kort før jul, hvorfor jeg holdt en lille uges pause uden løb. Herefter løb jeg en lille tur uden problemer. Jeg tænkte derfor, at jeg snildt kunne løbe 6 km OCR løb d. 30. december.

OCR løb

Hvis du ikke ved, hvad OCR løb er – hvilket jeg IKKE gjorde, da jeg meldte mig til – kan jeg fortælle, at OCR står for Obstacle Course Racing. Obstacle Course Racing er en betegnelse for militært inspireret forhindringsløb! Det indebar, at jeg bl.a. skulle løbe rundt om en sø med et bildæk, op og ned af en bakke med en tung sandsæk, krydse en mur og cirka 15 forhindringer mere. Glædeligt var det, at det alt sammen foregik i den skønneste natur ved Middelfart.

Det var virkelig fedt, grænseoverskridende og sjovt. Men desværre var det lidt mere end mit knæ kunne klare. Jeg måtte desværre gå/lunte de sidste km og kom hjem med et ømt knæ.

Hvis du er nysgerrig og kunne tænke dig at prøve kræfter med OCR løb, – og hvis du bor på Fyn eller i trekantsområdet, så kan jeg anbefale dig at holde øje med Cross Training Fredericia’s facebookside. De afholder nogle fede OCR løb.

yoga løb

Billedet her er fra et af vinterens DGI-crossløb taget af www.gormfoto.dk

Dagen efter OCR løbet havde et par veninder og jeg arrangeret vores eget nytårsløb i mit hood. Vi var 10 friske løbere, der skulle løbe 5 km. For hvorfor give 250kr for Odenses Nytårsløb, når vi kan holde vores eget ?
Det startede fint, men efter 2km måtte jeg desværre sande, at jeg ikke kunne løbe pga. smerter i knæet. Så jeg luntede hjem og tog i stedet imod de andre med kransekage og champagne.

Diagnosticering af løbeskaden

Pænt frustreret over ikke at kunne løbe og med tanke på en evt. løbeskade, tog jeg forbi min læge. Han gav mig – det ret intetsigende diagnose – overbelastning og bad mig holde 3 ugers pause fra løb! Ikke hvad jeg havde håbet på.

3 uger efter forsøgte jeg igen at løbe en lille tur, men desværre gav det stadigvæk smerter og ømhed i knæet. Da besluttede jeg mig for, at det var på tiden at søge anden hjælp. Jeg kontaktede derfor en fysioterapeut, jeg tidligere har brugt. Jeg var stadig overbevist om, at min løbeskade sad i mit knæ.

Stor var min overraskelse derfor, da jeg kommer op til min gode fys Thomas, som efter max 5 minutter siger, ”dit knæ fejler ingenting, til gengæld er den helt galt med din psoas”…

Psoas – den oversete muskel

De fleste yogier kender vigtigheden af en smidig og afspændt psoas, og jeg har da også selv både undervist og modtaget undervisning i vigtigheden heraf. Så jeg må indrømme, at det var med en smule rødme i kinderne, at jeg måtte erkende, at jeg ikke selv havde været opmærksom på, at det var her min løbeskade udsprang fra.

KLIK HER hvis du vil læse mere om psoasmusklen, og hvorfor den er så vigtig.

Udover min undren og irritation over ikke selv at have gennemskuet sammenhængen så var det en virkelig god oplevelse at modtage behandling hos Torvets Fysioterapi og Træning, Odense. Thomas trænede med mig og gav mig nogle simple øvelser, jeg selv kunne lave, og efter 5 behandlinger var løbeskaden gået i sig selv, og jeg var igen fit for fight.

Bedst af alt så kunne jeg løbetræne under hele forløbet.

Øvelserne som jeg fik af Thomas, fik jeg hurtigt indarbejdet i et yoga flow som jeg lavede hjemme på stuegulvet. Hvis du også vil styrke og smidiggøre din psoas – enten fordi du allerede har problemer eller fordi du vil forebygge evt. problemer – så kan du finde mit Psoas Yoga Flow her

Min bekendelse og læren heraf

I al den tid jeg har løbet, har jeg været meget positiv og stolt over, at jeg aldrig har haft ondt nogen steder og har gået fri fra løbeskader. Derfor har den her oplevelse også efterladt mig med undren og irritation. Irritation fordi at jeg godt ved, hvorfor løbeskaden er opstået.

Her kommer min bekendelse, – da min løbeskade opstod, havde jeg stort set ikke lavet yoga i en hel måned! Jeg havde fri fra min yogaundervisning i december, og pludselig blev jeg optaget af alt muligt andet og min egen praksis gik i stå!

Det er der jo egentlig ikke noget galt i, hvis ikke det var fordi, at det tydeligvis betød, at min krop så ikke kunne holde, til det pres det er at løbetræne regelmæssigt.

Så den største læring jeg kan udlede af forløbet med min løbeskade, er vigtigheden af en god og regelmæssig yogapraksis. Så som det også fremgår af mit vision board for 2018, skal yoga – fortsat – have en stor og fast plads i mit liv.

yoga løb