Rygøvelse for lænden · Cobra – Bhujangasana
Der findes forskellige rygøvelser for lænden og der er selvfølgelig forskel på, om du ønsker at styrke eller strække og smidiggøre lænden. Cobraen er dog en af de øvelser, hvor du opnår begge dele.
Når du udfører cobraen er det vigtigt at du ikke overdriver stillingen da det kan belaste din ryg og lænd unødigt. Derfor anbefaler jeg at du ikke løfter højere end du kan løfte armene forsigtigt fra gulvet og stadig holde stillingen et øjeblik.
Personligt er cobra en meget udfordrende stilling for mig, da jeg ikke er ret smidig i min lænd, det ses også på billedet, at jeg ikke har et særlig stort lændesvaj. Det betyder dog ikke at Bhujangasana ikke er god for mig. Tværtimod er det rigtig godt for mig at udføre netop rygøvelser for lænden, så jeg på længere sigt kan komme længere bagover i min cobra.
Virkninger
Cobraen styrker hele rygsøjlen, baller, lår, bryst og skuldre. Stimulerer de indre organer, afhjælper stress og træthed. Gør det ondt i lænden når du udfører Bhujangasana kan du placere et tæppe under maven med tæppets kant ud for lysken. Vær dog opmærksom på, at det ikke smerter i lænden når du laver øvelsen, gør det det, er det vigtigt at du modererer øvelsen og ikke løfter så højt.
Øvelsen må ikke udføres af gravide.
Start evt. ud med at smidiggøre din rygsøjle ved f.eks. at lave Katten – Marjariasana, en dejlig yogaøvelse der gør ryggen glad.
Cobra · rygøvelse for lænden · step by step
- Lig på maven, tæerne vendende indad med føddernes forside i gulvlet
- Placer hænderne i gulvet ud for brystet
- Spred fingrene og pres hænderne i gulvet
- Pres hofter, lår og fødder i gulvet
- Hold albuerne tæt ind til kroppen
- Spænd i baller og lår og løft overkroppen ved hjælp af ryggens muskler
- Armene skal blot støtte let i gulvet, de skal ikke løfte overkroppen
- Hold stilingen i 15-30 sekunder
- Sænk kroppen på en udånding
Find flere gode øvelser for ryggen her ➙ RYGØVELSER