Bananen – Bananasana
Bananen giver et virkelig dejligt stræk langs hele siden af kroppen. Bananasana strækker de skrå mavemuskler samt musklerne mellem ribbenene – strækket kan endda give et lille stræk helt inde i armhulen. Øvelsen er især god at udføre efter div. maveøvelser.
Hvis dine hænder begynder at snurre når du udfører bananen, kan du med fordel placere et tæppe under armen. Har du problemer i den nedre del af ryggen, skal du ikke strække dig for langt.
Bananen – trin for trin
- Lig på ryggen
- Stræk armene op over hovedet
- Giv dig selv et godt stræk her, fra hænderne, ned igennem ryggen og ud til fødderne
- Tag så en dyb indånding
- Send dine arme mod højre på udåndingen
- Tag endnu en dyb indånding
- Send så dine ben mod højre på udåndingen, hold fødderne samlede
- Fokuser på at holde venstre hofte nede mens du sender højre hofte opad
- Mærk strækket i venstre side
- Placer evt. venstre fod ovenpå højre
- Grib evt. fat om venstre håndled med højre hånd og træk blidt i venstre arm
Bliv liggende i bananen i 3-5 minutter og mærk hvorledes du kan strække en lille smule mere på hver udånding. Lad så dine ben og arme komme ind til midten, giv dig selv et godt stræk og gentag øvelsen til modsatte side.