Ayurveda
Jeg har altid været nysgerrig på ayurveda. Jeg har læst diverse artikler om emnet for at blive klogere på de forskellige livsenergier, og jeg har taget flere test, for at finde ud af hvor jeg selv passer ind. Hver gang er jeg dog blevet forvirret, og har fundet det ret kompliceret. De artikler jeg har fundet om emnet, har jeg synes var ret overfladiske til så stort et emne. Når jeg i stedet har ledt efter bøger om ayurveda, har jeg til gengæld fundet, at de var for tunge og komplicerede… Ja, jeg er ikke let at stille tilfreds, jeg ved det godt.
Ayurveda for begyndere
Da jeg hørte om bogen ” Ayurveda for begyndere”, skrevet af Lise Faurschou, blev jeg derfor vældig nysgerrig. Jeg tænkte, at bogen ville være oplagt for en som mig. Jeg kontaktede derfor Lise, som var så sød at sende mig et eksemplar, som jeg til gengæld har lovet at anmelde.
Bogen kom lige som jeg skulle afsted på ferie, så den var oplagt at medbringe som ferielæsning.
Min feriedestination var Tyrkiet. Det var skønt at komme væk hjemmefra, at få en masse sol og varme. Min dejlige mand og jeg fandt hurtigt ind i en god rytme, hvor tiden gik med løb, yoga og total afslapning ved poolen. Dagene tog hinanden, og pludselig var ferien næsten forbi.
Først sidst på ugen kom jeg i tanke om ”Ayurveda for begyndere”, som lå et sted i bunden af min kuffert. Jeg var egentlig godt i gang med at læse ”Brændte skygger” af Kamila Shamsie – en virkelig dejlig roman, jeg klart kan anbefale som sommerferielæsning. Skal jeg være helt ærlig, var det derfor lidt modstræbende, at jeg tog ”Ayurveda for begyndere” med ned til poolen.
Men ”en aftale er en aftale Annika! Nu har du lovet at anmelde bogen og med en eksamen ventende når du kommer hjem, er det nu at du har ordentlig tid”, sagde jeg til mig selv.
Anmeldelse af Ayurveda for begyndere
Jeg satte mig godt til rette under parasollen med et koldt glas juice, en notesblok og Lises farverige bog, og så fordybede jeg mig i ”Ayurveda for begyndere”.
– Og hvor er jeg glad for, at jeg tog mig tiden – undervejs kom jeg med udbrud som ahhh, åhh og jeg gentog flere gange, ”hvor er det en GOD bog – den bliver jeg glad for!”.
Jeg havde ikke regnet med at læse hele bogen med det samme, men det gjorde jeg. Jeg tog ikke tid, men jeg vil tro, at det tog mig omkring 2 ½ time. Jeg kunne simpelthen ikke slippe bogen igen.
Jeg har svært ved at få armene ned over, hvor dejlig en bog det er, og jeg har kun rosende ord tilovers.
Det første der ramte mig, da jeg sad med bogen, var dens farverige og illustrative opsætning. ”Ayurveda for begyndere” er ganske enkelt smuk. Bogen er fyldt med farver, mønstre, flotte billeder og illustrationer. Den er trykt på lækkert blankt papir i en dejlig kvalitet. Den er appetitlig og pirrer min nysgerrighed – hele vejen igennem.
Den er skrevet i et let læseligt sprog som gør at alle kan læse med. Opstår der alligevel tvivl, er bogen desuden forsynet med en fin ordliste.
“Ayurveda for begyndere” kommer vidt omkring og beskriver de tre livsenergier Vata, Pitta og Kapha. Den indeholder et omfattende men enkelt spørgeskema, så du kan afklare din egen sammensætning af livsenergierne. Spørgeskemaet er langt mere omfattende, end de test jeg tidligere har gennemgået, og jeg føler mig derfor langt mere overbevidst, om at resultatet virkelig afspejler mig.
”Ayurveda for begyndere” indeholder en vejviser i forhold til madvarer tilpasset hver enkelt livsenergi og byder desuden på flere lækre opskrifter.
Ayurveda og yoga
Bogen kommer også rundt om chakraerne, chanting og meditation og selvfølgelig yoga.
Ayurveda og yoga betragtes som søstervidenskaber der fuldstændiggør hinanden. Bogen beskriver hvilke type yogastillinger der forstærker eller nedtoner de forskellige livsenergier. Bogen indeholder også illustrative yogaøvelser. Udover at gennemgå forskellige yogastillinger der passer de enkelte livsenergier, kommer bogen også omkring måden, man dyrke sin yoga på. Her har livsenergierne nemlig også betydning. Hvilket kan være med til at forklare, hvorfor nogen fortrækker fokuseret og rolig yoga, mens andre fortrækker en mere legende og afslappet tilgang til yoga.
Sidst men ikke mindst guider bogen dig igennem, så du efterfølgende let kan anvende det hele i din hverdag.
Køb bogen
Alt i alt er “Ayurveda for begyndere” en fantastisk inspirerende bog om Indiens over 5.000 år gamle helbredssystem. En bog som har fået en fast plads i min bogreol. Selvom jeg læste hele bogen i min ferie, skal jeg bestemt læse bogen igen.
Jeg vil i gang med at indføre nogle nye rutiner både i min yogapraksis, min madlavning og i mit liv helt generelt. Jeg tror, jeg starter i det små, og indfører et par yogastillinger – der passer til min livsenergi – i min daglige praksis. Tænker også at jeg vil kaste mig ud i at chante, noget som jeg er rigtig glad for, når jeg deltager i andres yogaundervisning, men som jeg aldrig selv er kommet i gang med. Kosten vil jeg kigge på efter min eksamen i næste uge.
Er du blevet nysgerrig og har fået lyst til at læse ”Ayurveda for begyndere”, eller måske give den i gave til en du holder af, så kan den købes hos www.Tritla.com for 249 kr inkl. porto.
Ayurveda for begyndere får min varmeste anbefaling.
Tusinde tak til Lise Faurschou Hastrup for at gøre noget umiddelbart ret kompliceret til noget fint, enkelt og overskueligt.