Grøntsagslasagne – min bedste opskrift på vegetar lasagne

Jeg har længe gerne ville lave en grøntsagslasagne, og har derfor været omkring forskellige bloggere for at tjekke deres opskrifter ud. Dog har der ikke været nogen lasagne opskrift der helt ramte plet i forhold til hvad jeg havde lyst til. Så udfra de forskellige opskrifter på grøntsagslasagne jeg har set, har jeg sammensat min egen version.

Jeg ønskede at min grøntsagslasagne skulle have fylde og bid. Hvorfor jeg valgte at bruge lasagneplader af  fuldkornspasta, da jeg synes de har lidt mere bid. Tidligere gik jeg nødigt på kompromis med min pasta, men jeg har efterhånden erfaret at fuldkornspasta fuldt ud kan erstatte almindelig pasta, især når det gælder pastaretter der tilberedes i ovnen.

For at give fornemmelsen af fylde i pastaen valgte jeg at lave et lag med aubergine – overvejer at bruge 2 auberginer næste gang, da de klart gav fornemmelsen af en anden konsistens end blot sauce og pasta.

Grøntsagslasagnen blev vel modtaget af min kæreste som ellers er meget stor fan af kød og hvis bemærkning da maden blev serveret var “er der kød i?”… Han måtte dog overgive sig og var faktisk ret begejstret for denne vegetar lasagne.  Selv var jeg virkelig imponeret over hvor smagfuld og lækker grøntsagslasagnen blev, og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver denne version.

Så skønt når man kan tilføje endnu en vegetarret på hjemmets menukort 🙂

Til et fad grøntsagslasagne til 4 personer brugte jeg…

Opskrift på grøntsagslasagne

  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1/2 chili
  • 4 store gulerødder
  • 1 aubergine
  • 250 g champignon
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 2 dåser flåede tomater
  • 1 lille dåse tomatpure
  • 2 pk. mozarella
  • 1/2 pose frisk spinat
  • 1 brik Morney sauce – den lette udgave
  • fuldkornslasagneplader
  • tørret basilikum og oregano
  • salt og peber

Forberedelse

Skær auberginen i skiver af cirka 1 cm tykkelse. Steg dem på en tør pande 5-10 minutters tid. Lad dem blot ligge på panden indtil du er klar med resten.

Imens auberginerne steger skælles og rives gulerødderne, det tager lidt tid medmindre du har et dejligt køkkenredskab til det (har jeg, men vejet op imod tiden det tager at rengøre vurderer jeg det er nemmest at gøre i hånden).

Herefter hakkes løg, hvidløg og chili fint og champignonerne renses og dele i kvarte.

Nu kan du gå i gang med selve saucen.

Steg løg, hvidløg og chili i en gryde. Når løgene er klare tilsættes champignon som steges med et par minutter inden de flåede tomater tilsættes sammen med tomatpureen. Lad det stå og simre lidt i små 5 minutter og tilsæt så de revne gulerødder sammen med den grofthakkede basilikum.
Smag saucen til med tørret basilikum, oregano og salt og peber.

Nu er du klar til at bygge din vegetar lasagneGrøntsagslasagne - min bedste opskrift på vegetar lasagne

Jeg startede med et lag plader i bunden, herefter sauce og de stegte auberginer, en håndfuld spinat og mornaysauce.

Fortsatte så med et lag plader, sauce, spinat, mozarella og morneysauce.
Sluttede med endnu et lag plader, sauce og mozarella på toppen.

Min grøntsagslasagne fik 35 minutter ved 200 grader.