Indisk karryret – skøn, krydret vegetar madopskrift
Hvis du skulle være i tvivl, så har jeg en forkærlighed for grøntsager og for krydret mad. I dag valgte jeg at kombinere netop de to ting, og det resulterede i en virkelig lækker og velsmagende vegetarret jeg – på grund af krydderivalget – har valgt bare at kalde indisk karryret.
Jeg brugte ikke nogen opskrift, men valgte i stedet at tage udgangspunkt i mit køleskabs indhold. Denne indiske karryret er god i forbindelse med “stop madspild” kampagnen – hvilket vi går højt op i her i huset.
Indisk karryret til 2 personer
- 1 løg
- 3 fed hvidløg
- 4 kartofler
- 1 porre
- 1/2 aubergine
- 1/2 blomkål
- 1 håndfuld grønne bønner
- 1 dåse kikærter
- 1 tsk karry
- 1 tsk garam masala
- 1 tsk tumeric
- 1/2 tsk spidskommen
Start med at pille og hakke løg og hvidløg. Løget skæres i julienne og hvidløget i tynde skiver. Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Rens og skyl porren og skær den i skiver. Skyl auberginen og skær den i tern. Blomkålet skylles og plukkes i buketter.
Nu er alle ingredienserne klar og du kan nu stege din karryret.
Start med at opvarme lidt olie på en pande og svits herefter krydderierne 1 minuts tid, tilsæt herefter løg og hvidløg et par minutter. Dernæst tilsættes kartofler under omrøring. Efter et par minutter – eller når panden er ved at være “tør” – tilsættes auberginen og kikærterne sammen med 2 dl vand.
Skru nu ned for varmen og lad karryretten stå og simre i 15 minutter. Rør undervejs – tilsæt evt. mere vand ved behov.
Tilsæt nu blomkål, bønner og porre og lad retten simre videre i små 5-10 minutter, ikke længere end at bønner og blomkål stadig har bid.
Smag din indiske karryret til med salt og server – gerne med et stykke godt brød til – velbekomme…