Blåmuslinger med spaghetti
Weekendes planer var egentlig at min madklub med påhæng skulle et smut til Kalundborg og besøge en god veninde og hendes mand, hvor vi alle var inviteret til middag. Af personlige årsager blev dette dog ændret i elvte time, og vores veninde kom i stedet til os og planen var nu en hyggelig tøseaften uden mænd.
Mad skulle vi jo stadig have – men hvad?
Min veninde og jeg lagde hurtigt en slagplan – hun ville sørge for forret og dessert og så ville jeg sørge for hovedretten.
Jeg har længe haft lyst til blåmuslinger, en spise jeg aldrig kan få nok af. Denne herlige, delikate blåmusling som er sund, hurtig og nem at tilberede skulle helt sikkert være hovedingrediens i min hovedret. Mad med vin generelt er jo altid godt, så hvidvin skulle der også til.
Jeg besluttede derfor at lave spaghetti med blåmuslinger – det tager ingen tid at lave mens det samtidig er nemt at anrette så det ser lækkert og indbydende ud.
Spaghetti med blåmuslinger til 4 personer
- 1/5 pakke spaghetti
- 1 kg blåmuslinger
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 3 gulerødder
- 500 g cherrytomater
- 1 1/2 dl hvidvin
- 2,5 dl hønsefond
- 1 dl piskefløde
- salt og peber
- 1 dusk persille
Rens blåmuslingerne under rindende koldt vand for sand og tang, brug en pillekniv til at fjerne snavs og ”skægget” som oftest stadig sidder i åbningen af blåmuslingen.
Er der blåmuslinger der ikke har lukket sig bankes disse forsigtigt mod bordet, lukker de sig ikke efter dette er de døde og skal kasseres – det samme gælder de hel- eller halvknuste, som man ikke kan være sikre på stadig er levende.
Når blåmuslingerne er færdigdampede, skal alle de, der ikke har åbnet sig, kasseres – de har været halvdøde under de indledende manøvrer med rensningen og er derfor ufriske
Skræl og snit løg og hvidløg meget fint. Sauter dem til de er bløde. Tilsæt de halverede cherrytomater og hakkede gulerødder og svits 4-5 min. Tilsæt vin og kog nu i ca. 5-10 min. Tilsæt fløde, fond og blåmuslinger og kog i 5-10 min. under låg, muslingerne er færdige når de har åbnet sig.
Kog pastaen til den er al dente og vend den med saucen. Det hele toppes med friskhakket persille og servers straks med et godt brød til.
Behøver jeg at sige vi havde en super hyggelig aften – på trods af ændringer i sidste øjeblik 🙂