Chili sin carne

Der er flere der har spurgt, om ikke jeg vil dele min bedste opskrift på Chili sin Carne, – altså Chili Con Carne men uden kød! Det vil jeg selvfølgelig gerne.

Når man fjerner kødet, som jo normalt er en ret stor bestanddel af retten, skal det naturligvis erstattes med noget andet. Jeg har eksperimenteret og prøvet mig frem for at finde den perfekte sammensætning, som ikke alene giver den gode smag, men som samtidig giver en god struktur til retten.

Der findes efterhånden mange kødfri og plantebaserede erstatninger for kød, og det ville være nærliggende og nemt at skifte kødet ud med et af disse produkter. Desværre er mange af de plantebaserede og veganske alternativer dog fremstillet af råvarer fra udlandet og fyldt med tilsætningsstoffer, soja og palmeolie, der kan være skadelige for klima og miljø. Så som du måske allerede har regnet ud, er jeg ikke særlig stor fan, af de erstatninger man køber. Dermed ikke sagt at jeg ikke kan finde på at bruge en pakke, hvis det en dag kniber med tiden, men jeg vil til hver en tid foretrække at lave min egen sammensætning. Det kræver lidt mere tid, men til gengæld så ved jeg, hvad der er i den mad, jeg serverer.

Opskrift chili sin carne

Ingredienser

  • 1 1/2 tsk spidskommen
  • 1 tsk kanel
  • 1 1/2 tsk koriander, stødt
  • 1 tsk paprika
  • 1/2 tsk chiliflager eller frisk chili efter smag
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 rødløg, finthakket
  • 3 spsk soltørrede tomater, finthakket
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1 squash, groftrevet
  • 2 stængler bladselleri, groftrevet
  • 1 aubergine, groftrevet
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dl grøntsagsbouillon
  • 480 g kidneybønner, klar til brug
  • 30 g mørk chokolade til at smage til med
  • flagesalt
  • sort peber, friskkværnet

Fremgangsmåde

Varm spidskommen, kanel, koriander, paprika og chili igennem i en gryde. Rør rundt i et par minutter til der breder sig en dejlig duft..

Skrue herefter ned for varmen og tilsæt olie samt hakkede løg. Rør rundt til løgene er gennemsigtige og klare.

Tilsæt nu de revne squash, aubergine og bladselleri sammen med de flåede/hakkede tomater, soltørrede tomater og grøntsagsboullionen. Lad retten simre under låg i 30-40 minutter.

Tilsæt bønnerne og varm dem godt igennem i 5 minutter.

Tag gryden af varmen og rør chokoladen i. Start med halvdelen og smag til med resten samt salt og peber, og evt mere chili, hvis den skal være stærkere. Du kan med fordel servere lidt frisk chili i en lille skål ved siden af, så har alle mulighed for at justere op for styrken.

Jeg foretrækker at servere min Chili sin Carne toppet med avocado og med en lækker grøn og sprød salat, lidt nachos og et godt stykke brød on the side. Retten fungerer også udemærket med ris som tilbehør.

Velbekomme.