Ørnen – Garudasana
Ørnen er en yoga skulder øvelse jeg er specielt glad for, da den giver mig et tiltrængt stræk imellem mine skulderblade. Jeg laver den ofte i løbet af min arbejdsdag, hvor jeg sidder mange timer foran en pc – her udfører jeg ørnen i en moderat udgave hvor jeg springer benstillingen over og blot står i bjergstilling.
For at udføre ørnen – Garudasana gør du som følger
- Stå i bjergstilling
- Løft højre fod og find din balance, stå stærkt på dit venstre ben
- Bøj begge ben lidt og sno det højre ben om det venstre
- Forsøg om tæerne på højre fod kan få fat på venstre læg
- Stræk armene ud foran dig
- Placer højre arm over den venstre
- Bøj albuerne
- Sno armene om hinanden og samle håndfladerne mod hinanden
- Kryds tommelfingrene over hinanden
- For at øge strækket løft armene mod loftet – evt. bøj let forover
- Fokuser på et punkt på gulvet for at hjælpe balancen, luk øjnene hvis balancen er med
Virkninger
Ørnen – Garudasana øger koncentration og balance. Den smidiggør musklerne i overarmene, omkring overarmene, skuldre og skulderblade, og ja så giver den bare det der gode stræk mellem skulderbladene.