Havearbejde blues… er det en ting?

Kan man længes efter havearbejde? Jeg har netop sendt forårs – og sommerferieønsker afsted til min chef, – og det er ingen hemmelighed, at jeg helst vil holde fri, når jeg enten kan bruge dagene på havearbejde eller rejse til udlandet.

Som landet ligger nu, er det jo desværre ikke muligt at rejse, hvilket virkelig har vækket længslen efter haven og det det gør ved mig, når jeg arbejder i haven.

Jeg planlægger derfor, at bruge en stor del af min ferie i foråret, når vejret tillader, at jeg for alvor kan komme igang med havearbejdet i min kolonihave. Så snart vinteren er slut og frosten har snart forladt jorden, så erklærer jeg kolo’en for åben.

Personligt kan jeg slet ikke vente, det bliver så dejligt at komme ud og mærke forårssolen og høre fuglene fløjte.

Videnskab og havearbejde

Jeg er naturligvis ikke den eneste der elsker havearbejde og de seneste år, er der også blevet forsket meget i netop havearbejde, og hvilket terapeutisk effekt det kan have at arbejde i haven.

I forskning taler man om begrebet haveterapi. Erfaringer viser, at havearbejde kan være med til at forebygge depression, hjertekarsygdomme og andre følger af kronisk stress. Et videnskabeligt forsøg har blandt andet vist, at 30 minutters dagligt havearbejde har en anti-stressende effekt, som kan måles på blodets indhold af stresshormonet kortisol. DET er da for vildt !

I USA tilbydes haveterapi blandt andet til soldater hjemvendt fra krigszoner og på krisecentre for voldsramte kvinder og børn. Herhjemme anerkendes det i højere og højere grad som forebyggelse og behandling af stress.

For mig er der ingen tvivl om, at min kolonihave og det at få jord under neglene er ren terapi. Min kolonihave er mit absolutte frirum – det er her jeg virkelig kobler fra 💚

Kondition og havearbejde

Nogle kloge hoveder har regnet på, hvilken effekt havearbejde har på vores kondition. Det menes, at 2-3 timers havearbejde typisk svarer til at træne 1 time i et motionscenter.

Kalorieforbrænding afhænger naturligvis af alder, vægt, fysisk form, muskelmasse og intensitet, men du forbrænder sædvanligvis mellem 80 og 130 kalorier på 20 minutter, når du arbejder i haven.

Så mange kalorier forbrænder du i haven:

  • 20 minutter med spaden = 90-120 kalorier
  • 20 minutter med selvkørende plæneklipper = 90-110 kalorier
  • 20 minutter med håndskubber = 100-130 kalorier
  • 20 minutter med motorsav og andre tunge redskaber = 100-130 kalorier

Jeg har aldrig selv tracket mit havearbejde, men der er ingen tvivl om, at jeg bruger nogle muskler, som jeg normalt ikke bruger. Det kan tydelig mærkes i kroppen dagene efter, at havesæsonen starter igen. Altså på den gode måde, – og det er da værd at tage med i regnskabet.

Havedrømme og planer

Lige nu rusker vinden i træerne og det regner. Det er slet ikke tillokkende at bruge tid i min kolonihave. Jeg tager forbi den cirka en gang om ugen, bare lige for at sikre mig, at alt er som det skal være. Men møblerne er stakket op inde i det lille hus, så det bliver højest til små 20 minutter, inden jeg går hjem igen.

I stedet sidder jeg som nu og drømmer om, hvad jeg skal have i køkkenhaven og hvilke større projekter der skal realiseres i løbet af 2021…. mon ikke der følger et indlæg om det inden længe 😗

krokus

… og lige om lidt titter de her op igen