Grøntsagsjuice opskrift – rig på vitaminer

Traditionen tro blev der også denne søndag morgen presset frisk, hjemmelavet grøntsagsjuice – igen efter egen opskrift.

Vi har nu drukket grøntsagjuice i efterhånden et par måneder og jeg bliver mere og mere modig og eksperimenterende i mine opskrifter. Det er også helt klart min fornemmelse, at vores smagsløg langsomt har vænnet sig til de forskellige smagsnuancer alt efter hvilke ingredienser der kommer i vores grøntsagsjuice.

I løbet af ugen har vi fået en del grønt og deraf havde der ophobet sig et lille lager i køleskabet.

På det seneste er jeg begyndt at putte hvidkål i mine juicer, det kan klart anbefales – det er super god måde at komme af med de sidste kedelige rester (synes tit det er lidt svært at få brugt det sidste omkring stokken) og kål af forskellig art har altså bare en gavnlig effekt på vores mavetarmsystem.

Dagens hjemmelavede grøntsagsjuice opskrift

  • 1 lille rødbede
  • 3 cm ingefær
  • 1 appelsin
  • 1 stængel bladselleri
  • Hvidkål  – svært at sige hvor meget, svarende til et stort stykke lagkage 🙂
  • 4 gulerødder

Før jeg presser grøntsagsjuicen skyller, skræller og renser jeg alle grøntsager og frugt. Jeg bruger økologiske gulerødder så de behøves ikke at skrælles, men ingefær og rødbede skræller jeg.

Det hele skæres ud i grove stykker – alt efter hvor meget din juicer kan tage af gangen – og puttes i juiceren, som dernæst gør arbejdet for dig.

Rør godt rundt i din friskpressede, hjemmelavede grøntsagsjuice og server. Jeg lover den giver din morgen en ny dimension og du vil føle dig frisk, sund og veloplagt.

grøntsagsjuice opskrift med selleri, rødbede og selleri

Se flere spændende opskrifter på friskpresset grøntsagsjuice lige her