Genbrugstøj

Jeg har besluttet mig for at gøre noget godt. Jeg har kastet mig over begrebet genbrugstøj. Flere af jeg har fulgt med i min Instagram Story, hvor jeg løbende har delt billeder, af det genbrugstøj jeg sælger. Det har afledt en del opmærksomhed og nogle spørgsmål, som jeg håber at besvare med skrivet her.

Genbrugstøj for klimaets skyld

Det er svært at komme udenom, at tøjindustrien er en af de helt store klima- og miljøsyndere. Vi køber og producerer utrolig store mængder tøj.

Fremstillingen af tøj foregår ofte på store fabrikker, der sluger en masse energi. Disse fabrikker befinder sig samtidig i lande, der ikke anvender bæredygtig energi. Der bruges desuden en masse kemikalier i produktionen, som kan forurene naturen og være skadelig for sundheden – både for dem, der har fingrene nede i fremstillingen af tøjet, og dem, der i sidste ende tager det på. Men før tøjet overhovedet ender på Strøget herhjemme, skal det fragtes – ofte hele vejen – fra lande som Kina og Bangladesh, hvilket også forurener. 

Mange af os vil gerne forkæle os selv med nyt tøj. Vi ser måske beundrende på diverse influencers, der afholder try-outs og kaster om sig med rabatter og værdikoder, og lader os inspirere til at købe og købe og købe…

Forbruget af tøj og sko forventes at stige med intet mindre end 63% fra 2015 til 2030, viser en rapport udført af Global Fashion Agenda og The Boston Consulting Group.  

Heldigvis er der også influencers, der inspirerer og er fortaler for genbrugstøj. Som regel smukke, unge kvinder der tør stå ud fra mængden og flashe deres helt egen stil – skabt med brugt tøj, genbrugsguld – som en anden er blevet træt af, men som nu kan få nyt liv.

Sælg dit tøj

Jeg må indrømme, at jeg i perioder har købt meget tøj. Jeg har været slem til at impulsshoppe, købe “gode”. Meget af mit tøj har derfor stort set ikke været brugt. Til gengæld er jeg endt op med et skab, der bugner af tøj. Et klædeskab der kan gøre mig forvirret og frustreret over ikke at vide hvad jeg skal tage på… der er simpelthen for meget at vælge imellem.

Så ud fra en teori om at jeg vil blive gladere, for det tøj jeg har, hvis jeg har mindre af det, har jeg valgt at sælge ud af mit brugte og i nogle tilfælde ubrugte tøj.

Det er en proces, der har taget tid. Jeg brugte nogle dage i min sommerferie på at gå mit tøj grundigt igennem. Jeg sorterede det i forskellige bunker.

  • Bunken med tøj der var så slidt, at det røg direkte ud
  • Bunken af tøj jeg tænkte var usælgeligt, som gik til genbrug
  • Bunken af tøj jeg var i tvivl om, jeg ville beholde
  • Bunken af tøj der skulle sælges

Bunken af tøj jeg var i tvivl om, brugte jeg ekstra tid på. Noget af det prøvede jeg, mens jeg så mig selv i spejlet, og spurgte mig selv, om det gav mig en god fornemmelse, om det gjorde mig og min krop noget godt.

Noget fik en ekstra chance. F.eks. var jeg med min mand ude at spise en aften, hvor jeg havde taget nogle ret så høje og blomstrede stilletter på. Mens jeg gik med dem gennem byen mærkede jeg efter. Gav stilletterne mig en god fornemmelse, gjorde de mig i godt humør? Det gjorde de faktisk ikke. Tværtimod var de ubekvemme og gav mig en fornemmelse af at være “lidt for meget”. Så de røg i stedet i “til salg bunken”.

Genbrug Odense

Efter at have været alt mit tøj grundigt igennem var jeg klar til at sælge mit genbrugstøj. Jeg har fulgt Alt til hende siden deres opstart, – og valgte at sælge mit genbrugstøj hos dem.

Alt til hende

Hos Alt til hende kan du booke en stand og sælge ud af tøj, sko, tasker og smykker. I linket herunder kan du læse meget mere om alt det praktiske Alt til hende.

Hvis du ikke kender Alt til hende, så vil jeg virkelig anbefale dig at kigge forbi. Alt til hende er en genbrugsbutik i Odense, der som navnet så fint antyder, sælger alt til hende. Du finder altså et stort udvalg af tøj, sko, tasker og smykker som regel til rigtig gode priser.

Glæden ved at sælge genbrugstøj

Inden jeg bookede min stand, var jeg i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk kunne betale sig rent økonomisk. Jeg var nervøs for, om jeg ville sælge nok til at dække udgifterne i forbindelse med leje af standen.

Indtil videre har jeg solgt 24 varer på min stand. Hvilket selvfølgelig er dejligt, fordi det betyder, at jeg ikke sætter penge til. Faktisk har jeg genereret et overskud på lige knap 1500kr ved at sælge mit genbrugstøj.

Men den største glæde er faktiske at vide, at det tøj eller de sko, som jeg ellers ikke har kunne nænne at skille mig af med, nu gør glæde et andet sted. At det nu ikke længere fylder hos mig, hverken i skabet eller i mit sind. Jeg behøver ikke længere have dårlig samvittighed over ikke at få det brugt. Hvis det så ovenikøbet betyder, at en anden person ikke går ud og køber noget nyt, så vi på den måde skåner vores klima, det er da helt fantastisk.

Indkøbsstop

Dagligt nyder jeg, at mit klædeskab ikke længere er overfyldt. Det tøj jeg har, præsenterer sig nu pænere og mere overskueligt. Hvilket det skal blive ved med! Så samtidig med at jeg ryddede ud og satte en del genbrugstøj til salg, indførte jeg et personligt indkøbsstop.

Jeg har lavet en aftale med mig selv om, at jeg i august, september og oktober ikke må købe nyt tøj. I stedet vil jeg fokusere på, at bruge det jeg allerede har. Nu kun 20 dage inde i august har jeg allerede genfundet flere stykker tøj. Den gensynsglæde, jeg oplever, med tøj jeg enten havde glemt jeg havde eller som havde forputtet sig blandt alt det andet, er overraskende stor – og så er det GRATIS. Whats not to like !

Med mit skriv – som blev en smule langt – håber jeg, at kunne inspirere andre til at købe eller sælge genbrugstøj !

Kærlige og klimavenlige tanker

Annika