Bønnesuppe – på 15 minutter

Endelig sker der noget i min kolonihave, som nu reagerer på den sol og varme vi har haft de seneste 14 dage. Det betyder at haven efterhånden bugner af friske grøntsager, så selvom sommeren ikke har været helt så god som jeg havde håbet på, har det alligevel givet pote at gå og pusle i haven.

Her et billede af gårsdagens høst som også indeholdt intet mindre end 8 agurker 🙂

grøntsager, suppe, økologi

Når så vejret igen er slået om, og byder på både vind og regn, hvad er så bedre end en god gang suppe …

Med alle de flotte friske bønner jeg kan plukke i min kolonihave, blev jeg inspireret til at lave en dejlig vegetarisk bønnesuppe suppleret op med forskellige andre grøntsager fra haven og drivhuset.

Bønnesuppe med 3 slags bønner

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 håndfulde friske bønner, jeg brugte grønne og gule (da jeg har begge slags)
  • 3 gulerødder
  • 1 peberfrugt
  • 1 chili
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 1 ds. cannellini bønner (brug hvad du har)
  • 2-3 dl. vand
  • krydres med salt og peber

Hak løg, hvidløg og chili fint (brug tørret chilipulver hvis du ikke har frisk chili). Skær gulerødder, peberfrugt og bønner i passende størrelse.

Svits løg og chili i lidt olie, tilsæt gulerødder og peberfrugt efter et par minutter og svits i 5 min. Tilsæt så hk. tomat og vand og lad det koge op. Når det koger så tilsæt alle bønnerne og giv det små 5 min. – ikke længere da du ellers risikere at en suppe med udkogte og kedelige bønner.

Smag suppen til med salt og peber – evt. tørret chili hvis styrken ønskes mere intens – og server med et godt stykke brød til.

 

Velbekomme