Alt til Hende · Anmeldelse

I går lukkede jeg min tøj-stand ned hos Alt til Hende. Her her jeg igennem de seneste 6 uger haft udsalg af mit eget brugte tøj og en smule sko.

I er mange der har skrevet og spurgt, hvordan det er gået, hvad det har kostet og om det har kunne betale sig.

Alt det forsøger jeg at svare på her.

Læs også hvilke overvejelser jeg gjorde mig forud for min stand ➛ Genbrugstøj

Genbrugsbutik Odense

Hvis du ikke allerede har besøgt Alt til Hende, kan jeg kun anbefale dig at komme af sted. Hos Alt til Hende finder du brugt tøj, sko og diverse accessories i alle prisklasser.

Her er virkelig noget for enhver smag – og i enhver prisklasse. Du finder f.eks. tøj fra H&M, Vero Moda og Only men også dyre brands som Day Birger et Mikkelsen, Ganni og Ralph Lauren.

Hvis du planlægger et besøg, så sørg for at du har god tid! Der er rigtig mange stande, og det kan godt betale sig at kigge godt efter. Oftest gemmer der sig nogle skatte rundt omkring.

Selv fandt jeg de her den anden dag… I min størrelse og i så fin stand at jeg tvivler på, at de nogensinde har været brugt – stadig med mærker under til kun 200kr !

Tøj i kommision · Hvad koster det….

Da jeg stod med mit eget tøj og skulle sætte det til salg, var jeg ærligt i tvivl om, hvorvidt det kunne hænge sammen – om jeg ville generere et overskud. Det havde jeg dog ikke behøvet at bekymre mig om.

Som det ses på billedet herover, så koster det 390kr for en stand i 4 uger. I de 4 uger har du 60 prismærker, du kan råde over. Får du brug for flere, kan disse tilkøbes.

Fortjeneste eller underskud

Allerede efter den første uge var jeg sikret et overskud.

tøj i kommison

Tanken med at sælge mit tøj hos Alt til Hende var ikke at skabe et stort overskud. Tanken var, at det tøj jeg ikke længere bruger, ikke skal hænge og fylde hjemme hos mig – hvis det i stedet kan skabe glæde og nytte et andet sted. Derfor var jeg også ganske godt tilfreds, hvis blot jeg ikke endte med et underskud.

At det så er gået ganske fornuftigt, kan jeg kun glæde mig ekstra over. Ved udgangen af august havde jeg solgt 29 varer og genereret et fint overskud på lige knap 1800kr.

Sælg dit tøj

Jeg havde dog stadig en del varer tilbage, som jeg mentalt allerede havde afskrevet og som jeg ikke har planer om skal tilbage i min egen garderobe.

Derfor valgte jeg at lade min stand køre videre i endnu 2 uger.

Status efter 6 uger hos Alt til Hende

Der er ingen tvivl om, at min stand solgte bedst de første 4 uger. Jeg har indtryk af, at det er meget de samme kunder, der kommer og går hos Alt til Hende. Derfor mister ens stand måske “nyhedens interesse” efter den første tid – også selv om man følger løbende op.

Derfor valgte jeg at køre med 50% på min stand de sidste halvanden uge. Det betød selvfølgelig, at jeg ikke tjente ret meget på de enkelte varer. Samtidig betød det, at jeg fik solgt mere ud og dermed var der mindre der skulle med mig hjem.

Alt i alt er jeg ganske godt tilfreds, jeg synes, at jeg endte med et ganske fint salg hos Alt til Hende. Jeg solgte hele 35 stykker tøj og 4 par sko !

Alt til Hende Odense

Sælg dit tøj · Gode fif

I de uger der er gået, har jeg selvfølgelig gjort mig nogle erfaringer, som jeg gerne vil dele med dig, hvis du overvejer at booke en stand.

Få din stand til at se indbydende ud

  • Lad være med at overfylde standen – less is more. Jo mindre du har på standen, jo nemmere er det at se hvad du sælger
  • Inddel tøjet i farver når du hænger det op. Har du meget kulørt og forskelligfarvet tøj, så hæng det opdelt i str. eller længder
  • Træd et skridt tilbage og vurder hvordan standen ser ud, inden du går derfra – ville du selv have lyst til at kigge ?
  • Besøg din stand 1-2 gange i ugen. Her sørger du for at shine standen op, knap knapper, lyn lynlåse osv. så dit tøj hænger pænt
  • Fyld løbende op med varer

Lav reklame for din stand

  • Tag billeder af din stand og dine varer og del dem på de sociale medier
  • Alt til Hende har en gruppe særligt til dette på Facebook
  • Del endelig også i din story på Instagram – sørg for at tagge Alt til Hende, så bliver dine billeder delt på deres Story og dine varer kommer dermed længere ud

Jeg kommer helt sikkert igen

Måske jeg skal have en stand igen på et senere tidspunkt, men indtil da kommer jeg helt sikkert til at besøge Alt til Hende, når jeg trænger til nyt tøj og nye sko.

Alt til Hende får min varmeste anbefaling både som sælger og køber.

Jeg er skam også langt fra den eneste, der har fået øjnene op for det fantastiske koncept. Alt til Hende er netop nu nomineret til Best of Odense 2019 i kategorien Shopping til Hende – det kan du læse mere om her;UgeAvisen, Odense

Skulle der være noget jeg har glemt og sidder du med et spørgsmål på tungen, så tag endelig fat i mig på yogabloggen.dk@gmail.com