Yoga på Nordfyn

I forsommeren afsluttede jeg første år af min 2-årige yogauddannelse. Rent praktisk betyder det, at jeg nu er klar til at undervise. Derfor har jeg siden foråret gjort mig nogle tanker, om hvordan og hvorledes jeg skulle omsætte dette til praksis.

Jeg har desuden brugt venner og familie som prøvekaniner og det har resulteret i mange hyggelige og lærerige timer.

Til mit held, blev jeg for et par måneder siden kontaktet af en gammel bekendt, som selv har erfaring med at undervise via aftenskole – dog i en helt anden boldgade. Hun gav mig et kærligt puf og en hjælpende hånd, og inden jeg så mig om, havde jeg lavet aftale med AOF Nordfyn om at udbyde yoga-undervisning i Otterup og Morud.

Tilbuddet præsenteres i Kulturposten, som udsendes i lokalområdet. Samtidig har jeg valgt selv at reklamere via yogabloggens side på facebook.  Det er hidtil gået over al forventning, opslaget er flittigt blevet delt og jeg har allerede fået tilkendegivelser fra en lille håndfuld som gerne vil deltage 🙂

Jeg er naturligvis meget, meget spændt og krydser fingre for at der kommer tilmeldinger nok til at holdene kan oprettes.

I Otterup udbydes der yogaundervisning mandage kl. 17.15-18.45 og kl. 19.00-20.30 med opstart d. 31. august 2015.

I Morud udbydes der yogaundervisning onsdage kl. 17.15-18.45 og kl. 19.00-20.30 med opstart d. 2. september 2015

Selve programmet kan ses i Kulturposten på side 39.

Har du spørgsmål er du naturligvis velkommen til at kontakte mig.

Ved du allerede nu, at du gerne vil deltage på et af holdene, send da en mail til AOF-Nordfyn@os.dk – måske vi ses 🙂