Sensommer update

Ferien er slut, det er blevet hverdag igen og den ene dag tager den anden – lyder det  bekendt?

Dog kan jeg mærke en særlig ro der har sænket sig, og jeg er ikke i tvivl om hvad det skyldes.

Undervisning

Jeg er nemlig nu for alvor kommet i gang med at undervise, og det går rigtig, rigtig godt. Selvom jeg hele tiden har vidst, at det er det jeg gerne vil, så har det ikke været uden bekymringer, spekulationer og en masse nervøsitet. Jeg er desværre nemlig typen, der gerne vil gøre det hele perfekt fra start af – og som nok også er en smule “bange” for at falde igennem og lave fejl foran andre… Heldigvis erkender jeg disse små minusser ved min personlighed, hvilket også gør, at jeg kan se mig selv i øjnene og til tider tage en lille snak med mig selv, om lige at geare ned og huske på at “Rom ikke blev bygget på en dag”.  Har også haft en del ene-dialoger a la, “hvad er det værste der kan ske”.

Men når alt det så er sagt, ja, så er det jo gået rigtig godt.

Jeg har haft mine første timer i FitnessWorld, og alle har været super søde og taget rigtig godt imod mig, og lur mig om ikke jeg også har fået flere positive tilbagemeldinger. Desuden har jeg netop undervist hos min yogalærer i Yogahuset, Odense, og også her gik det rigtig godt.

Så jeg er begyndt at se frem til og glæde mig til at undervise – jeg vrøvler stadig lidt en gang imellem og bytter om på højre og venstre, men lur mig, det gør jeg nok stadig om et år 🙂

I næste uge starter jeg to aftenskole-hold op, det glæder jeg mig enormt meget til, især da det giver mig mulighed for at arbejde videre med diverse afspændinger og åndedrætsøvelser.

Bloglovin

Som nogle af jer måske har bemærket, så er Yogabloggen.dk kommet på Bloglovin.

Bloglovin er en side, der samler alverdens blogge et sted. På Bloglovin kan du vælge, hvilke blogge du gerne vil følge, og så holde øje med dem et sted, uden at besøge hver blog manuelt hver dag.

For at følge en blog skal du oprette en Bloglovin-profil. Det kan du gøre blot ved hjælp af din mail-adresse  Herefter vælger du de blogs, som du gerne vil følge, og på den måde får du fremvist indlæggene fra de udvalgte blogs på din side. Desuden vil Bloglovin løbende sende dig mails når de blogs du følger bliver opdateret.

Bloglovin er en helt ny verden for mig – men indtil videre har det været en positiv oplevelse og jeg har desuden opdaget nye spændende blogs jeg nu følger. Håber du har lyst til at følge min blog derinde – jeg bliver så glad når jeg modtager en mail om en ny følger 🙂 Klik her for at følge !

Uddannelse

Min yogauddannelse har stået på stand-by i sommerferien, og jeg har ikke været til undervisning i små 3 mdr.  Pausen har været tiltrængt, da mit hovedet var fyldt op med yogateori. De seneste måneder har jeg i stedet brugt til at få omsat al den teori til  praksis, jeg har trænet og undervist rigtig, rigtig meget og det har virkelig givet pote. Det har medført en ro og sikkerhed i min undervisning, som er afgørende for at jeg selv har det godt i min undervisning.

Nu trænger jeg dog til at komme af sted igen, og jeg glæder mig særligt meget til anden weekend i september, hvor vi atter mødes i Yogahuset – denne gang med fokus på åndedrætsøvelser.

Glæder mig til selv at lære og glæder mig til at lære fra mig !