Update påsken 2016

Velkommen forår

Jeg glædes hver dag over at dagene bliver lysere og længere, at der er dage hvor solen rent faktisk brænder igennem og efterlader varme i min krop, at det hele så småt begynder at spire og skyde – snart er træer og buske grønne igen. Ikke alene er det skønt når solen skinner, jeg får også lyst til at tilbringe mere tid ude og jeg kan mærke min krop fyldes med energi.

kanin yoga

Undervisning

Med foråret kommer også påsken, hvilket betyder at min yogaundervisning holder halvanden uges pause. En lille pause der skal bruges på planlægning af næste yoga-sæson. Pt. er jeg i dialog med forskellige aftenskoler, og det er derfor endnu uvist hvor, hvornår og hvor mange hold jeg udbyder i næste sæson. Jeg sørger naturligvis for at holde jer opdateret så snart jeg ved mere…

Med den her lille påske-update vil jeg gerne have lov at takke for den store interesse der er for min undervisning, både fra mine eksisterende hold, hvor mange allerede har ytret ønske om at fortsætte en sæson mere, men også udefra. Jeg håber at alle jer der har udvist interesse og ønske om at dyrke yoga hos mig, får mulighed for at indfri jeres ønsker i næste sæson. Det varmer mit hjerte og glæder mig at jeg har mulighed for at gøre en forskel og medvirke til at I får yogaen med alle dens glæder ind i hverdagen.

Projekt Mælkelåg

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at ”reklamere” for projekt Mælkelåg.

Skønne Mitzi som jeg kender fra yogaens verden, har oprettet et samarbejde med Projekt hjemløs – et projekt der i al sin enkelthed går ud på at samle låg fra Arla kartoner.

Arla Foods har indvilliget i at betale 5 øre pr. låg hvorefter Projekt Hjemløs administrere beløbet og videregiver til de hjemløse i form af mad, tøj , oplevelser mm.

Lige så længe projektet har kørt, har jeg samlet mælkelåg fra min egen lille hustand og fra mit arbejde, og nu er det så jeg kom til at tænke på jer. Hvis I nu gør det samme, kan vi sammen samle endnu flere låg og på den måde gøre noget godt og uselvisk for andre.

Skulle du have lyst til at være med kan du fremover aflevere dine Arla-låg til mig (alle låg fra mælk, yogurt, kakao, fløde osv.) så sørger jeg for de bliver afleveret til Mitzi som formidler dem videre til Arla.

Håber du har lyst til at støtte projektet – er du blevet nysgerrig kan du læse mere her

http://yogapassion.dk/yogapassion-projekt-hjemlos.html

Slutteligt vil jeg blot ønske dig en dejlig påske og et skønt forår – håber du får mulighed for at praktisere yoga i det omfang du føler for.

Husk at yoga giver mere tid end det tager !

Namaste

/Annika namaste yoga