Kyllingegryde ala Annika

Kender i det, når ens madlavning ligesom ligner hinanden? Jeg har en tendens til at forfalde til de samme råvare og krydderier i perioder. Har netop været inde i en periode hvor linser, kål og garam masala har fyldt en del og jeg har derfor haft lyst til nogle andre smagnuancer…

Da jeg samtidig lige har indkøbt en smuk rosemarin til vindueskarmen var det oplagt at bruge lidt af denne.

Jeg kastede mig derfor ud i en kyllingegryde krydret med rosmarin. Desuden har jeg savnet kartofler, men da jeg ikke er særlig vild med vinterkartofler, som jeg finder har en virkelig flad smag, valgte jeg at koge dem med i retten for at lade dem tage smag af denne.

Jeg – og kæresten – synes selv at det lykkedes mig at lave en ganske lækker kyllingegryde, en god og nem vinterret der ikke behøver stå at simre i flere timer, men som stadig nærer den indre varme.

 

Til en stor portion til 2 (hvor der var en rest til frokost) brugte jeg

  • 4 stk kyllingeoverlår 1 rød chili
  • 3 fed hvidløg
  • 1 rødløg
  • 1 1/2 peberfrugter
  • 1/2 aubergine
  • 1 ds. flåede tomater – 5 friske i sæson
  • 300 g kartofler
  • 3 kviste rosmarin
  • ca. 20 cherrytomater
  • salt og peber evt. lidt brun farin

Dup kyllingelårene tørre med køkkenrulle – jeg fjerner skindet, da jeg ikke finder fedtet særlig attraktivt, især når det som her ikke bliver sprødt. Flæk chilien, skrab kerner ud og hak den fint. Pil løget og skær det i grove tern. Hvidløg skæres i ultratynde skiver. Rens peberfrugterne, og skær dem i mundrette stykker. Skyl og skær auberginen i grove stykker. Halver cherrytomaterne. Skræl kartoflerne, og skær dem i tern.

Varm lidt olie i en stor stegegryde, og brun kyllingelårene. Tag kyllingelårene op. Steg nu løg og grønsager– undtagen tomater og kartofler – til de tager farve. Kom kartofler, presset hvidløg og kyllingelår i gryden. Tilsæt rosmarin og cherrytomater og dåsetomater (evt. friske) og lad kyllingen simre under låg i ca. 30 min. Smag saucen til med salt, peber og evt. lidt brun farin.

kyllinggryde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg serverede retten i dybe tallerkner, da der er en del lækker krydret sauce.

Som tilbehør serverede jeg groft brød.

 

Velbekomme