Gå efter din mavefornemmelse og lyt til dit hjerte

Det kan lyde som en floskel, og nogen gange er det med mavefornemmelse og lytten til hjertet da også langt nemmere at sige end at praktisere.

Den seneste tid har for mig budt på mange tanker og spekulationer… Det skyldes, at jeg for efterhånden noget tid siden fik et rigtig godt og spændende tilbud. Et tilbud om at blive en del af et nyt og virkelig interessant yogastudie i Odense.

Min første tanke var YES, det vil jeg gerne, wauuu det bliver spændende og hvornår går vi i gang !

Efterfølgende har jeg mødtes med kvinden bag ideen flere gange, og hun forstår virkelig at sælge ideen, for ideen og de tanker hun har gjort sig er bestemt gode og realistiske. Kvinden bag er en utrolig innovativ og modig kvinde med hjertet på rette sted, vi har god kemi og fælles værdier.

Jeg er bestemt begejstret for ideen. Men – for der kommer et men – det er her at det med mavefornemmelsen og det med at lytte til hjertet spiller ind. For selvom jeg er meget begejstret for ideen om et nyt spændende yogastudie i Odense, så er der noget der driller, der er noget med den der mavefornemmelse. Rent faktisk har jeg i noget tid haft svært ved at lokalisere, hvad det var der drillede. Jeg kunne bare mærke, at der var noget, der ikke helt var som det skulle være.

Efter at have gået rundt og spekuleret over hvad det var, der ikke stemte satte jeg mig ned. Jeg satte mig ned og fik en god snak  først med mig selv og efterfølgende  med min soul mate, bedste ven og mand.

Refleksion

Da jeg først begyndte at sætte ord på og for alvor tillod mig selv at mærke efter min mavefornemmelse og lytte til mit hjerte, så tegnede der sig ret hurtigt et klart billede af, at regnestykket simpelthen ikke går op. Hvis jeg skal nå alt det, jeg gerne vil, hvilket jeg for nylig fik tydeliggjort for mig selv, da jeg lavede mit vision board for 2018, vil jeg komme gevaldigt i tidsunderskud

  • Jeg har et spændende fuldtidsarbejde, jeg er rigtig glad for
  • Jeg har en kolonihave, som jeg, når foråret om lidt viser sig, elsker at bruger min tid på
  • Jeg bruger efterhånden en del timer om ugen på at løbe
  • Jeg har besluttet mig for, at min blog skal være aktiv igen, hvilket kræver tid og energi
  • Yoga skal have lov til at fylde mere i min hverdag
  • Forhåbentlig skal jeg inden længe fortsætte mine studier og færdiggøre min diplomuddannelse
  • Der skal være tid til nærvær med de mennesker, der betyder noget for mig

Hvis jeg ikke allerede var overbevist om, at det at lave et vision board er en suveræn ide, så blev jeg det for alvor nu. Det at jeg har brugt tid på, at visualisere hvordan jeg ønsker at mit liv skal se ud, har allerede vist sig at være utrolig nyttigt og effektivt flere gange.

Har du ikke se mit vision board kan du finde det her

træffe beslutning

Beslutning

Ovenstående er allesammen punkter som jeg har valgt at prioritere og lade fylde i mit liv. For ikke at gå på kompromis har jeg derfor – med en smule vemod – valgt at takke nej til det gode tilbud om tage del i et nyt yogastudie i Odense.

Det betyder naturligvis ikke, at mit liv ikke skal indeholde yoga. Men jeg har besluttet mig for at have fokus på min egen yogapraksis det næste stykke tid. Jeg vil gerne deltage i andres yogaundervisning samt dyrke min egen yoga hjemme. Herudover vil jeg også gerne undervise, men i hvilken form, hvor og hvornår det ved jeg ikke endnu. En ting er sikkert jeg vil lytte til mit hjerte og mærke efter, hvad min mavefornemmelse fortæller mig. Det vigtigste for mig er, at alt hvad jeg gør skal være drevet af lyst.