Boller i karry – spicy udgave

Jeg ved ikke hvad der er med mig og fars, men jeg er stor, stor fan af hakket kød og boller i karry har været en af mine livretter hele livet igennem.  Den klassiske variation får jeg kun når min mor laver det til mig, men denne – min egen – variant er på menuen jævnligt herhjemme.

Det oplagte valg for de fleste er nok at servere ris til – som jo også smager ganske dejligt – men da vi forsøger at reducere vores indtag af pasta og ris, serverer jeg  boller i karry uden ris men i stedet med rigeligt råkost til. Det har desuden den fordel at jeg synes ananas og rosiner spiller utrolig godt sammen med karry. Gør som du føler for og har det bedst med 🙂

Boller i karry til 4 personer

Kødboller

  • 1/2 kg hakket svinekød
  • 1 løg
  • 2 spsk grøn karrypasta
  • 1 spsk soya
  • 1 æg
  • 1 tsk salt
  • Evt. lidt mel hvis farsen bliver for klæg

Karrysauce med grøntsager

  • 1 løg
  • 2 gulerødder
  • 2 snackpeber eller en stor peberfrugt
  • 1 spsk karry
  • 1 ds kokosmælk
  • Evt. lidt mel til jævning
  • 2 forårsløg

Vær opmærksom på at grøn karrypasta kan være meget stærkt, så vær forsig  med hvor meget du kommer i, her i huset kan vi godt lide stærke boller i karry det  – men det er jo en smagssmag. Alt efter hvor du køber din karrypasta kan der være stor forskel på intensiteten, jeg køber altid min i et asiatisk marked, så ved jeg det smager af noget.

Pil og riv løget fint. Rør farsen godt sammen i en skål – tilsæt ovenstående ingredienser i vilkårlig rækkefølge.  Lad farsen stå og hvile i den tid det tager dig at ordne grøntsagerne til karrysaucen.

Rens løg, peber og gulerødder og skær dem i julienne (stave).

Sæt en gryde vand over at koge – til at koge kødbollerne i.

Form nu kødbollerne i den størrelse du ønsker, jeg plejer at lave en 10-12 kødboller ud af 1/2kg kød. Sænk forsigtigt kødboller ned i gryden med det kogende vand og lad kødbollerne koge i 8-10 min. – uden at lade det buller-koge. Når bollerne kommer til overfladen er de kogte.

Imens bollerne koger kan du begynde på saucen.

Varm lidt olie op i en gryde og svits løg og karry heri. Efter et par minutter tilsættes gulerødder og peberfrugt og det svitses små 5 minutter inden kokosmælken hældes ved. Sørg for at røre kokosmælken godt ud, lad det varme godt igennem og smag til med salt. Hvis jeg ikke synes at saucen har fået smag nok, kan jeg til tider godt finde på at tilsætte lidt grøn karrypasta i saucen også. Synes du saucen er for tynd kan du evt. jævne den.

Smag godt til og når du synes den rette smag er der vipper du forsigtigt dine kødboller i saucen og røre rundt.

Server dine spicy boller i karry toppet  med lidt friskhakket forårsløg med råkost eller ris som tilbehør – velbekomme 🙂boller i karry, spicy